Fra www.lasf.dk i forbindelse med fodens dag 2013:
 

Over 70% af befolkningen får på et eller andet tidspunkt problemer med deres fødder, viser svenske undersøgelser.

Især de 256.000 diabetespatienter bør have særlig fokus på deres fødders sundhed, da fodsår hos både type 1- og type 2-diabetikere er en komplikation, der skal tages meget alvorligt. Sårene kan optræde både på tæer, fødder og underben. Fodsår kan medføre alvorlige infektioner, der i sidste ende kan føre til amputationer. Ved at have en god diabeteskontrol og gribe tidligt ind, kan man reducere antallet af fodsår og amputationer betragteligt. Derfor er forebyggelsen af fodsår meget vigtig, så diabetikere bør selv kontrollerer fødderne dagligt og regelmæssigt gå til en statsautoriseret fodterapeut.

Er det ikke kun ældre mennesker der går til fodterapeut?

Der er sikkert mange der har den opfattelse, at det kun er ældre damer der går til fodterapeut. Men det er ikke korrekt. Kun ca. 20 % af befolkningen har det man kalder en normal fod og en neutral fodstilling. Resten har i mindre eller svær grad forkerte fodstillinger, der kan medføre smerter i knæ, hofter og ryg. Fodterapeuterne kan nemt afgøre din fodstilling gennem et fodtjek. Fejlstillinger kan afhjælpes med specielle indlæg og træning.

Adskillige sportsfolk har fået forbedret deres præstationer, efter erkendelsen af, at have behov for indlæg i deres sko. Magasinet Gå Godt har blandt andet skrevet om golfspilleren Iben Tinning, badmintonspilleren Peter Gade, cykelrytteren Michael Mørkøv, håndboldspilleren Katrine Fruelund og tennisspilleren Mai Grage, der alle har haft megen glæde af deres indlæg, og som regelmæssigt får fødderne tjekket hos en fodterapeut.

Børn kan også have glæde af et fodtjek

Erfaringer fra landets fodterapeuter viser også, at børn kan have stor glæde af at få tjekket fødderne. Manglende lyst til at ville gå eller løbe, kan skyldes en fejlstilling i foden, men med de korrekte indlæg fra en fodterapeut, kan problemet afhjælpes.

A-fod v/Marianne Frederiksen | CVR: 31527163 | 9400 Nørresundby og 9300 Sæby  | Tlf.: 7199 9098 | kontakt@afod.dk